Ena Martinsen Norup

Yes! Endelig har jeg mulighed for at skrive lidt blog. Sidder pt. paa laerervaerelset paa Cepromup, og venter paa min foerste spansktime kl. 12! Klokken er nu 10.55 - og idet man bruger "peruansk tid" her, kan jeg vidst godt regne med det foerst bliver 12.15...dvs. jeg har god tid!!!

Hvordan skal jeg naesten starte - det har ikke varet andet end et vaeld af indtryk fra vi koerte afsted fra lufthaven! Sikke noget slum... Maria og jeg blev hentet af en mand i lufthavnen der ikke talte et ord engelsk, og koerte i en gul si af en bil. Turen var dog fornoejelig - paa trods af, at vi havde rejst i 24 timer og kun sovet sammenlagt 4 af dem ca.!! Det overraskede mig, at vi koerte direkte ud forbi faldefardige huse, mennesketomme gader, skrald alle steder og blev moedt af en ram lugt af forurening! Gule gadelamper der lyste op ude i horisonten, og en enkelt Jesusfigur der tonede oplyst op paa en bakke... Jeg havde nok regnet med en stoerre kontrast af miljoeet fra lufthavnen til vores kvarter, men det skulle jeg senere erfare!

Da vi endelig kom frem til vores hus kl. 06 om morgenen lokal tid, betalte chauffoeren 20 dollars og hilste paent paa vores vaert Elias - fik vi fremvist vores vaerelse, og blev fortalt at vi skulle have lov til at hvile os idag... med den besked gik han i seng og overlod os til vores kulturchok! Jeg var graedefaerdig! Ikke nok med at jeg var kold, traet og sulten - jeg sad ogsaa i et koldt, groent betonrum med traemmer for vinduet, svamp i loftet og en doer der vaerken var taet eller kunne lukkes helt. Sengene var redt paent op, men alt var fugtigt og lugtede en anelse af klorin. Maria var smart og tog sin sovepose frem, men jeg var staedig og ville absolut ligge i sengen. "Hvis de kan her, saa kan jeg fandeme ogsaa"....det kunne jeg bare ikke! Efter en times tid, hvor ingen af os var faldt i soevn - og jeg stadig hundefroes, kapitulerede jeg og hentede min sovepose. Idet jeg traeder ud af sengen saetter jeg foden lige ned i en kaempe vandpyt der er sevet ind under doeren, og nu ligger truende paa vores kolde stengulv. Der var jeg godt nok ynkelig, og ville helst tage lige direkte hjem i min seng i Danmark!! Fik dog hentet min sovepose, fik varmen og faldt endelig i soevn!!

Da vi stod op onsdag den 3. efter en turbulent morgen/nat/tidsforvirring fik vi hilst paa chefen i huset - Maria! Elias' hustru der havde sat morgenmad frem til os... Boller, kaffe og avocado! Vi spiste i ro og fred mens hun passede sit arbejde (hun er saelger i et make-up firma, og tager telefonen fra sit hjem!)...Vi foelte os allerede i lidt bedre humoer - og siden dengang er det kun gaaet op ad bakke!!

Sikke en soed familie! Heldigvis! Efterhaanden virker den manglende isolering, traekket, svampen, de smadrede ruder, det manglende toiletbraet, den sporadiske elektricitet slash forbindelse som bagateller... Familien er skoen, og de faar os til at foele os hjemme. Elias, Maria og deres datter Anna Christina ser os som en del af familien - og efter et par dage synes vi efterhaanden vi bor i det rene luksus. Vi har saagar kabel-tv og internet....
Men apropos kontrasterne - saa finder man hurtigt ud af, praecis hvor fattigt man bor, bare man koerer 20 min i sydlig retning, og kommer taettere paa Lima centrum. Lige pludselig ser man store biler, butikker og huse der rent faktisk er bygget faerdigt og ser velfungerende ud!!! Saa forskellen mellem rig og fattig er enorm. Naar det saa er sagt saa ser vi ingen tiggere paa gaden i Villa el Salvador - og de eneste der strejfer er de ejerloese hunde, der er meget venlige!!! Det sociale mellem nabo og nabo lader til at vaere solidt, og jeg har ikke foelt mig utryg endnu... defor gaar vi dog aldrig alene, og helst ikke for sent om aftenen. Man kan godt maerke, at man er interessant med sin lyse hud - og selvom jeg har fedtet haar, ingen make-up paa, og ikke har skiftet t-shirt i tre dage - saa synes de stadig jeg er en foxy lady...(kunne jeg godt bruge lidt mere af derhjemme!!).

Jeg vil ikke fortaelle saa meget mere nu! Begynder engelsk undervisning i naeste uge, og det bliver spaendende...Foeler mig virkelig glad, og har lyst til at staa op kl. otte om morgenen og komme igang!!! Alle er saa imoedekommende og ivrige efter at laere...det smitter!!
Billederne maa vente - har ikke tid lige nu...men haaber jeg kan smide nogen op inden laenge - saa I kan se hvordan her ser ud :)

Haaber I har det godt i Danmark...jeg savner jer ikke, endnu!!

Kys og knus